Herren bevare din udgang og din indgang!

Den femsidede, enkle og meget smukke alterskranke af smedejern

har omkranset alterpartiet i Kildebrønde kirke i 300 år.

Knæler man ved alterskranken i Kildebrønde kirke midtfor, så kan man tydeligt se årstallet 1710 på lågen ind til alteret. Nedenunder ses kong Frederik d. 4.s meget karakteristisk kronede navnetræk. Vi ved ikke præcist, hvem der bestilte og betalte for alterskranken, men Kildebrønde kirke har i flere perioder, siden den i 1666 gik fra at være annekskirke til Greve kirke og blev kongelig ejendom, været underlagt Gjeddesdal gods. Dette tilhørsforhold ved vi, at Frederik d. 4 stadfæster i 1719, så mon ikke det er fruen på Gjeddesdal, Margrethe Gjedde, der blandt så meget andet kirkeinteriør har bekostet dette gitterværk, som nu fylder

300 år.

”Stakit” om det allerhelligste?

Alterskranken har, fra gammel tid, været med til at understrege forskellen mellem det himmelske og det jordiske; det hellige og det profane. Når man gik igennem gitterlågen, ind til alteret, så krydsede man grænsen ind til det allerhelligste, hvor kun præsten havde adgang. Sådan er det jo i praksis stadigvæk, selvom det, indenfor vores protestantiske kirkeretning ikke længere giver mening at tale om, at nogen står Gud nærmere end andre, og at nogen steder er mere hellige end andre.

Fra rum til rum

Alligevel kan man godt tale om at kirken - symbolsk set - har flere ”rum” i sig, ligesom vores menneskelige tilværelse har det: Dagligt krydser vi over masser af grænser imellem forskellige livsrum både fysisk og mentalt: Ud af sengen, ind i badet - ud af døren, ind i bilen, ud på motorvejen, ind på arbejdet, på skolen, på banen eller ind i butikken. Vi kommer ind på livet af hinanden og bli´r ude af os selv og omvendt. Vi flytter og rejser, får nye jobs og bli´r ældre; går ind i nye livsafsnit. Og hver gang vi krydser en grænse fra noget og ind i noget andet - selv når vi foretager os noget så simpelt som at gå ind eller ud af en dør, så kan vi stort set ikke være sikre på, hvad der venter os på den anden side.

Ritualer og velsignelser.

Derfor har overgange - store som små - også altid været ledsaget af ritualer og velsignelser af forskellig slags; velsignelser, som afsendes fra en over-jordisk magt, som netop formodes at ha´ bedre overblik over, hvad der måtte gemme sig bag dørene eller omkring det næste hjørne, end vi har. Vi har altså brug for en instans over os, som har et ekstra og anderledes blik for os og vores liv; en instans som er hellig og evig og som derfor kan hellige osså vi - livet ud - tør færdes trygt imellem vores mange livsrum.

Og dette hellige og evige – eller Gud - har traditionelt set sit særlige sted i kirken; og i særlig grad bag alterskrankens gitterværk, ved alteret.

Udgang og indgang - eller?

Én af de kendteste overgangsvelsignelser jeg kan komme i tanke om, er dén, der indgår som en fast del af dåbsritualet, hvor det efter dåben lyder:

”Herren bevare din udgang og din indgang, fra nu af og til evig tid.”

Citatet stammer fra Salme 121 i Det gamle Testamente, og ordenes rækkefølge har i årenes løb undret mange: Hvorfor hedder det, - hér ved ritualet for kristenlivets begyndelse: ”Herren bevare din udgang og din indgang ” - når det omvendte - indgang og udgang - ville være langt mere logisk - rent kronologisk!

Men dette er netop en velsignelse fra et af kirkens ”andre” rum, der afslører at livet kan anskues fra en anden vinkel, end vi sædvanligvis gør – nemlig fra evighedens synsvinkel. Salmisten forudsætter, at vi - når vi fødes hertil udgår fra en evighed - lever livet hér på jorden - for så siden at gå ind i evigheden igen, når vi dør.

Set fra evighedens synsvinkel er rækkefølgen altså ud/ind - og ikke ind/ud. Skjult i den hér lille detalje, ligger den velsignelse gemt: At evigheden har blik for dig – du har hjemme i den! Tør du tro på det, så kan du trygt bevæge dig både ud og ind af alle dit livs mange døre og mentale rum, - og krydse over grænsen til det ukendte.

For levende og døde

Det lille område omkring alteret kan altså ses som et lille stykke evighed hér, midt i verden, som kaster livgivende evighedsperspektiver af sig. Det er således også en kendt forestilling, at den halvcirkel som alterskranken tegner foran alteret, fuldendes som en hel cirkel omme bag alteret. Derfor knæler vi ikke kun med de levende, når vi går til alters, men også med alle vore døde; de knæler sammen med os - dér i evigheden, bare på knæfaldets anden usynlige side.

Herren velsigne dig

I 300 år har præsterne ved Kildebrønde Kirke stået indenfor den jubilerende alterskrankes gitterværk, enten vendt mod alteret i bøn i retning mod Gud, eller med ansigtet vendt mod menigheden, med forpligtelse til derfra – fra dette lille indhegnede stykke gudsrige, at fastholde evighedsperspektivet på tilværelsen overfor mennesker og velsigne, så vi tør gå ud i verden og leve.

Nu kan det være svært at spå – især om fremtiden, men jeg vil satse på, at der om 300 år stadig står en præst bag det samme gitter og gør det samme.

Jeg skal gøre mit.

Nynne Lange Reddersen