I Hundige Kirke tilbyder vi kurser i Babysalmesang.

Vi mødes ca. 10 torsdage først på året ( fra jan. til mar.) og i efteråret ( fra aug. til okt.) fra kl. 10.00 til 11.30 i Hundige Kirke. Indgang m. barnevogn overfor Netto.

Holdstørrelse: Max. 12 børn med mor/far eller eventuelt bedsteforældre.
Undervisningen er gratis. Underviser/sognepræst Nynne Lange Reddersen, tlf. 43 90 29 39, 
nlr@kildebr.dk

Tilmelding inden kursusstart på telefon til Hundige Kirkes kontor, tlf. 43 90 55 77,
alle hverdage mlm. kl. 10-13. Ring evt. til kontoret og få oplyst den præcise start-dato.

Babysalmesang er Folkekirkens tilbud til forældre der i barsels-perioden går hjemme med deres helt små børn. Kurset henvender sig til babyer som er ca. 4-7 mdr. gamle ved kursusstart.

Undervisningen ta´r udgangspunkt i den viden vi har om, at musik har stor betydning for det spæde barn, ja - selv for det ufødte barn. Musik stimulerer barnets udvikling, og i den forbindelse har salmer og salme-melodier vist sig rigtig gode at arbejde med pga. deres fine melodiføring, nuancerede klange og teksternes ofte storslåede poesi.

Du behøver ikke at være en ørn til at synge – alle kan være med - i dit barns ører er din stemme simpelthen den dejligste musik der findes. Husk det!

Og ”nej” - selvfølgelig kan et spædbarn ikke synge, men det elsker, som sagt, lyden af forældrenes stemmer - og børnene kan sagtens opfatte både lyden, stemningen og ånden i musikken og i kirkerummet.                                                                                                                              

Når vi mødes til Babysalmesang ledsages vores sang af enkle dansetrin, fagter, rolige gyngeture i et lagen, sæbe-bobler, vifte og enkle rytmeinstrumenter som klokke og rasleæg m.m.

Babysalmesang er derfor en stimulerende oplevelse for alle barnets sanser, og du selv får mulighed for at forny bekendtskabet med vores rige salmeskat – nu sammen med dit barn.