Juleaften i Hundige Kirke - Frivillige søges

Har du lyst til at gøre en forskel og være med til et arbejdsfællesskab, hvor opgaven er at vi i samarbejde laver en god juleaften for gæsterne og os med arbejdsforpligtigelserne.

Siden 2000 har der været holdt juleaften i Hundige Kirke. Vi kan være omkring 70 deltagere i vores lokaler, så det er ikke flere end at vi kan få en kontakt til alle. Der lægges vægt på at det er en ”familiejul” med tid til hygge om maden, gå rundt om juletræet og kaffebord.

Arrangementet er fra kl. 17.15 til kl. 21.30

Deltagerne er voksne/ældre, der deltager fordi de har valgt dette fællesskab til frem for at sidde alene hjemme. Der er også par og familier med børn. Målgruppen er dem for hvem ”kredsen omkring træet er blevet for lille”

Maden bliver hentet fra et lokalt plejehjem.

Vi har et forberedelsesmøde onsdag d. 11. december fra kl. 17.00 – til kl. 18.00

Den frivillige opgave drejer sig om at dække bord og pynte juletræ. Det gør vi den 23. december fra kl. 9.00 til ca. 11.30.

Den 24. december mødes vi omkring kl. 15.00 for at forberede det sidste, og hente deltagere. Der er mulighed for sammen at gå til gudstjeneste kl. 16.00

Under arrangementet drejer det sig om at servere maden og sørge for den hyggelige stemning. Når arrangementet er slut, skal der ryddes til sidde, og vi er sædvanligvis færdige ca. kl. 23.00.

Det er gratis at deltage, men vi har en gave med til at ligge under juletræet. Værdi ca. 75 kr.

Har du lyst til denne opgave eller vil du høre mere, så kontakt sognediakon Hanne Hummelshøj på tlf. 43 56 53 20 eller på mail: hh@kildebr.dk